Regler i køreundervisningen
Der mange er mange regler som skal overholdes
Når du tager kørekort er der mange regler som både du og din kørelærer skal overholde. Hvor lang tid må der gå imellem du får undervisning? Må du få teoriundervisning og køre samme dag? Hvilke underskrifter skal du have? Osv.
Det vil altid ramme dig hvis i ikke følger reglerne.
Du risikerer at blive afvist til teoriprøven eller køreprøven. Du risikerer at du skal starte helt forfra med kørekortet. Du risikerer bøde og fængselsstraf i meget alvorlige tilfælde af snyd.
Vi begynder at beskrive reglerne her.
Efterhånden som vi har tid, vil vi beskrive hvilken betydning reglerne har for dig i et almindeligt sprog.
Pauseregler
Hvor lang tid må der gå imellem du modtager undervisning?
Når du tager kørekort må der ikke gå for lang tid imellem du får undervisning. Hvis du ikke har modtaget undervisning af en kørelærer i teori eller praktisk kørsel i 3 måneder, vil det altid få konsekvens for din fortsatte køreundervisning. Det er underskrifterne og datoerne i din lektionsplan der afgør om din pause bliver for lang. Derfor er det vigtigt for dig at alle repetitionslektioner skrives i lektionsplanen - de tæller nemlig som undervisning.
Hvordan beregnes de tre måneder?
De 3 måneder beregnes på denne måde. Du havde sidste undervisning d. 12.04.2011. Du skal have undervisning senest d. 11.07.2011 - d. 12.07.2011 er der gået 3 måneder.
Årsagen til pausen.
Det er uden betydning hvorfor du har holdt pause. Der er ingen tolerance overfor langtidssygdom, hospitalsindlæggelser, ferier, udlandsophold eller nogen anden årsag. Der gælder kun de tre måneder.
Teoriprøve og køreprøve
Teori- og køreprøve tæller ikke som undervisning.
Lovgrundlaget
Du kan læse om pausereglerne i Bekendtgørelse om kørekort, bilag 4.
Check om du har holdt for lang pause
Vi har lavet et program som kan bregne om du har holdt for lang pause og hvilken betydning det vil få for dig. KLIK HER og prøv det.
Underskrifter
Efter hver undervisning
Efter hver undervisning skal du og den kørelærer som har undervist dig skrive under i lektionsplanen (logbogen). Du skriver under på at du har modtaget undervisningen i de emner og det antal lektioner som står ovenover. Al undervisning skal skrives i lektionsplanen også lektioner du repeterer. Enhver underskrift tæller når der beregnes pauser og Skat benytter underskrifterne til at tjekke kørelæreren.
Efter manøvrebanen
Læreren som underviser dig på manøvrebanen skal udover lektionsplanen også underskrive i ansøgningen på side 2, øverste felt.
Efter glatbanen (køreteknisk anlæg)
Læreren som underviser dig på glatbanen skal udover lektionsplanen også underskrive i ansøgningen på side 2, 2. felt fra oven.
Inden teoriprøven
Alle teoretiske lektioner skal være underskrevet i lektionsplanen. I ansøgningens på side 2 skal det 3. felt fra oven være underskrevet af den lærer som underviste dig i den sidste teorilektion og det fjerde felt skal være underskrevet af den kørelærer som underviste dig i mørkekørsel i bilen. Kørelærer skriver under på at undervisningsplanen er fulgt
Inden køreprøven
I ansøgningen skal "Erklæring om køreundervisning" være udfyldt af den sidste lærer i teorilokalet, din kørelærer i skolevognen og dig. Husk at alle repetitionslektioner du kører skal underskrives i lektionsplanen.
Inden køreskolen indlevere ansøgningen til borgerservice
Du skal have udfyldt ansøgningens forside med navn, adresse, cpr.nr. tlf.nr m.m. + dato og underskrift. På ansøgningens side 2 skal kørelæreren som underviste dig på manøvrebanen have skrevet under.

www.bagselv.dk
