Råd og tips til teoriprøven

Lær teorien.

Du skal have teoriundervisning på din køreskole og du skal undervises af en kørelærer. Du skal have mulighed for at stille spørgsmål og få svar som du kan forstå. Nogle køreskoler giver deres elever "fri teoriundervisning". Hvis din køreskole tilbyder det, så udnyt det - du har betalt for det. Spørg kørelærerne på din køreskole om hjælp til at forstå de billeder du har fejl i.

Forbered dig til teoriprøven

Den bedste måde du kan forberede dig til teoriprøven på, er at øve dig på de mange forskellige teoritest der findes. På din køreskole kan du købe gode realistiske teoritest på CD-rom og DVD. Nogle køreskoler giver deres elever mulighed for at træne teoritests gratis. På Internettet kan du købe adgang til online teoritest. Der findes også gratis teoritest på internettet, dem finder du HER.

Du skal kun gå til teoriprøve hvis du er kommet ned på højst 3-4 fejl. Hvis du får flere fejl bør du aflyse teoriprøven og flytte den 1-2 uger frem (det er dyrt at dumpe).

Har du stadig for mange fejl

Selvom du nu har lært alle regler og har øvet dig på rigtig mange teoritest, kan det alligevel ske at du får for mange fejl. Det er nemlig ikke nok at kunne alle regler m.m. Det er også nødvendigt at kunne forstå teoriprøven, forstå den måde den er lavet på og den måde spørgsmålene er formuleret på. Du finder måske løsningen til at bestå din teoriprøve her.


Når der kommer et billede...

1: Læg først mærke til hvor du er i billedet. Billedet er som regel taget fra førersædet og du kører bilen.
2: Dernæst registrerer du systematisk hvad der er på billedet - ikke tage stilling til det, kun registrere.
3: Så kommer startoplysningerne "du kører 40 km/t, der er ingen kørende bagude, hvordan vil du fortsætte..."

Nu findes der kun det du har set på billedet. Det der er læst op, er noget du ved fordi du har set det eller gjort det. Det svarer til at du kommer kørende, ser ting, reagerer på dem og pludslig fryser vi billedet og spørger "hvordan vil du fortsætte?"

Hvor hurtigt kører du

Hvis du får at vide hvor hurtigt du kører, skal du også ligge mærke til hvor hurtigt du må køre. Du skal altid kører med den højest tilladte og forsvarlige hastighed. Det betyder, at hvis du får at vide, at du kører 40 km/t på en vej hvor du må køre 50 km/t, så har du allerede sat farten ned med 10 km/t. Det vil f.eks. ofte være tilstrækkelig fartnedsættelse til et sving, med mindre vejen er smal, glat eller lign.

Kører cyklisten og hvor hurtigt

For at vide om cyklisten kører eller holder stille, skal du se på fødderne. I teoriprøven kører cyklisten når fødderne er på pedalerne og holder stille når mindst en fod er på jorden.
I teoriprøven kører cyklister med en hastighed svarende til en gennemsnits cyklist, ca. 20 km/t.
Hvis cyklisten rækker hånden op til stoptegn bremser cyklisten.

Særlig opmærksom

Du skal være særlig opmærksom på ting der har betydning for din kørsel de næste 2-3 sekunder. Hvis du bremser for noget (f.eks. børn), så skal du ikke være særlig opmærksom på ting, som kommer efter det du bremsede for - de ting vil du ikke længere nå frem til indenfor 2-3 sekunder.

Er der frit bagude i sidespejlet

Hvis du skal sætte igang, skifte vognbane eller lignende og du kan se i sidespejlet at der er frit bagude, så skal du normalt ikke udføre manøvren med det samme. Du skal jo først orientere dig ved at se bagud og afdække den blinde vinkel.
Hvis du derimod får at vide at der er frit bagude, så er det noget du ved fordi du har orienteret dig korrekt. Derfor kan du godt udføre manøvren, hvis forholdende iøvrigt er ok.

Er der ikke frit bagude i sidespejlet

Så skal du normalt ikke sætte igang eller skifte bane.

Er der et problem

Pas på du ikke kommer til at opdigte problemer som kunne eksistere men ikke findes på billedet. Hvis der f.eks. skal være problemer med sidevind, så SKAL du kunne se at det blæser på f.eks. en vindpose eller et flag. Eller hvis der på billedet er en skov med grønne blade på træerne, så er der jo ingen problemer med nedfaldne blade og du skal ikke være særlig opmærksom på vejens omgivelser.

Simple spørgsmål

Det kan sagtens ske, at du synes spørgsmålene er for nemme, som i eksemplet nedenunder. Pas på du ikke begynder at lede efter et problem som ikke er der. Nogen gange er det bare nemt. F.eks:

Du har ubetinget vigepligt og der er både biler, cykler, knallerter, motorcykler og fodgængere som du skal holde tilbage for.

Spørgsmål nr. 1: "Vil du holde tilbage for biler?". Svaret er JA
Spørgsmål nr. 2: "Vil du holde tilbage for cykler?". Svaret er JA
Spørgsmål nr. 3: "Vil du holde tilbage for knallerter?". Svaret er JA
Spørgsmål nr. 4: "Vil du holde tilbage for motorcyklen?". Svaret er JA

Fire gange JA og videre til næste billede.

Forhold dig til hvert enkelt spørgsmål og svar på det

Du skal svare på hvert enkelt spørgsmål og ikke vente på eet spørgsmål som indeholder alle de korrekte svar.

Svar hurtigt

Når du øver dig, så prøv at svare med det samme du får spørgsmålet. Undgå at bruge for lang tid på eet spørgsmål.
Sæt dit kryds også selvom den rigtige løsning nogle gange kommer til sidst. Har du sat dit kryds, så ved du hvad du skal rette.

I tvivl om svaret

Er du i tvivl om svaret, så følg din første indskydelse (du har hørt svaret før). Sæt dit kryds, glem spørgsmålet og vær klar til det næste billede.
Der er mindst 50% sandsynlighed for at dit kryds er sat rigtigt. Men hvis du bruger for lang tid på et billede, så er det næsten 100% sikkert at du ikke er klar når det næste billede kommer og derfor får fejl i de næste billeder.

Siger du dig selv imod

Hvis du siger ja til at fortsætte med uændret hastighed og siger ja til at flytte foden til bremsen, så har du en fejl i et af spørgsmålene. Flytter man foden til bremsen fortsætter bilen ikke med uændret hastighed.
Der findes flere spørgsmål hvor du kan komme til at modsige dig selv.

Sæt dine kyds rigtigt - Gælder ikke den digitale teoriprøve

Rigtig afkrydsning til teoriprøven

Her er alle kryds sat rigtigt fra starten

Rigtig rettet svar til teoriprøven

Her er første spørgsmål rettet fra JA til NEJ. Hvis du vil rette svaret fra JA til NEJ, så fyld JA-rubrikken helt ud og sæt kryds i nej.

Fortrudt det rettede svar til teoriprøven

Her er første spørgsmål rettet tilbage til JA. Hvis du vil rette tilbage til JA, så udfyld også NEJ-rubrikken og sæt kryds til venstre for ja-rubrikken.

Endnu engang rigtig rettet svar til teoriprøven

Her er svaret endnu engang rettet til et NEJ...
SÅ STOP DOG!!! Du bruger for meget tid på det spørgsmål. Lad det være og kom videre!

Hvem skal vide at du skal til teoriprøve

Overvej lige hvor mange der skal vide at du skal til teoriprøve. Jo flere du har fortalt det til, jo flere skal du fortælle resultatet til - ofte lige bagefter. Det giver et ekstra pres når du skal til teoriprøve. Vi anbefaler at du fortæller det til så få personer som muligt og overrasker dem bagefter med en bestået prøve.

Kom i god tid

Planlæg at møde i god tid, mindst 15 minutter før, gerne lidt tidligere. Kommer du for sent er prøven tabt og du skal betale prøvegebyr for en ny prøve (580 kr. + din køreskoles gebyr). En taxa vil altid være billigere.
Du skal kunne dokumentere din identitet og at din undervisning er foregået efter reglerne. Hvilke dokumenter du skal have med til teoriprøven kan du læse Her.