Bliv klar til teoriprøven

Brug din teoriundervisning aktivt

Der skal altid være en kørelærer til stede når du tager teoriundervisning på din køreskole. Det standard svar som computeren giver i de it-baserede undervisningsystemer, er aldrig nok. Derfor skal du have mulighed for at stille spørgsmål og få et uddybende svar, som du kan forstå. Ellers bliver du ikke 100% klar til teoriprøven.

Fri teoriundervisning

Hvis din køreskole giver dig “fri teoriundervisning”, så udnyt det – du har jo betalt for det. Nogle køreskoler tilbyder også, at du kan logge ind i teoriundervisningen hjemmefra og repetere teorilektionerne, tage teoritest m.m.

Færdselstavler

Se hvordan færdselstavlerne ser ud og få en beskrivelse af tavlen i en meget brugervenlig udgave Se færdselstavlerne her


Tag mange teoritest

Den bedste måde du kan forberede dig til teoriprøven på, er at øve dig på de mange forskellige teoritest der findes. Det er vigtigt at der er ro omkring dig og at du har tid til at tage prøverne.

Lær alle billederne udenad

Neeej – KRISE. Det er det værste du kan gøre. Det er vigtigt at du ser på billederne, som var første gang du ser dem. Hvis du begynder at huske billederne, spørgsmålene og svarene, så SKAL du øve dig på nogle nye test, som du aldrig har prøvet før. Dem findes der heldigvis mange af – men ingen af dem er helt magen til teoriprøven.

Teoritest på CD eller DVD

På din køreskole kan du sikkert købe en cd-rom eller dvd med teoritest. Nogle køreskoler giver også deres elever mulighed for at træne teoritest “gratis” på køreskolens computere. Udnyt det – du har jo betalt for det.

Teoritest online

Der er flere firmaer som sælger teoritest på internettet og de fleste af dem giver dig en gratis test. For at gøre det nemmere for dig at finde dem, har vi lavet en samling af links til alle de Gratis Teoritest der findes i Danmark.

Vær opmærksom på at der er stor forskel på kvaliteten af de gratis test der findes. De bedste finder du på de sider som også sælger teoritest.

Kom i god tid til teoriprøven

Planlæg at møde i god tid, mindst 15 minutter før prøven starter, så du får lidt tid til at slape af og måske snakke lidt med de andre som skal til teoriprøve. Kommer du for sent er prøven tabt og du skal betale for en ny teoriprøve (600 kr. + din køreskoles gebyr). En taxa vil altid være billigere.

Tag de rigtige ting med til teoriprøven

Når du går til teoriprøve, skal du kunne dokumentere din identitet og at din undervisning er gennemført efter de gældende regler. Se her hvad du skal have med til teoriprøven.


Aflys teoriprøven i stedet for at dumpe

Du skal kun gå til teoriprøve hvis du er kommet ned på højst 3-4 fejl. Hvis du får flere fejl bør du aflyse teoriprøven og flytte den 1-2 uger frem. Det er dyrt at dumpe og ventetiden på en ny teoriprøve er normalt ikke særlig lang.

Hvis du dumper teoriprøven

ØV – men du kan normalt komme til en ny teoriprøve efter en uge.

Nervøs for teoriprøven

Det er naturligt at være lidt nervøs før en prøve – også teoriprøven. Det hjælper selvfølgelig på nerverne hvis du føler dig forberedt og ankommer til prøven i god tid (undgå at komme stresset i sidste øjeblik).

Teoriprøven er nemmere…

Du skal vide at selve teoriprøven normalt er nemmere at gennemskue end de teoritest du har øvet dig på. De professionelle teoritest er lavet sværere end teoriprøven, for at gøre dig bedre end kravet til prøven.

Hvem skal vide at du skal til teoriprøve

Overvej lige hvor mange der skal vide at du skal til teoriprøve. Jo flere du har fortalt det til, jo flere skal du fortælle resultatet til – ofte lige bagefter. Det giver et ekstra pres når du skal til teoriprøve. Vi anbefaler at du fortæller det til så få personer som muligt og overrasker dem bagefter med en bestået prøve.

Bliver du ved med at have for mange fejl

Du har lært alle regler. Du har øvet dig på rigtig mange teoritest og alligevel får du for mange fejl. Så er du nødt til at Forstå Teoriprøvens Logik. Det er ikke så svært som det måske lyder.