Skal du have kørekort når du bliver 17-år?
Fra den 1. januar 2017 er det lovligt for dig der er 17 år, at tage kørekort i Danmark. Du kan faktisk begynde på kørekortet når du er 16 år og 9 måneder gammel.
Der gælder særlige regler
Når man tager kørekort under denne ordning, gælder der nogle særlige regler, som det er klogt at du og dine forældre sætter jeg ind i. Rådet For Sikker Trafik har lavet en rigtig god side, hvor du kan få al den information du har brug for. Siden er lavet til både elever og deres forældre. Klik på billedet for at gå til siden.
Krav til den 17 årige bilist
- Du må først starte på køreuddannelsen fra d. 1. januar 2017. Loven er først gældende fra denne dato.
- Dine forældre (dem der har forældremyndigheden) skal give tilladelse til at du må begynde på køreundervisningen. Det gør de ved at underskrive ansøgningen om kørekort.
- Du skal gennemføre den samme køreundervisning som alle andre der tager kørekort.
- Du kan tidligst begynde køreundervisningen når du er 16 år og 9 måneder gammel.
- Du kan tidligst gå til teoriprøve når du er 16 år og 11 måneder.
- Du kan tidligst gå til køreprøve den dag du fylder 17 år.
- Når du har bestået køreprøven, skal du have en erfaren bilist på sædet ved siden af dig (din ledsager), indtil du fylder 18 år. Ledsageren skal opfylde nogle krav (se nedenfor) og det er dit ansvar som 17-årig bilist, at din ledsager er informeret om kravene og opfylder dem. For at være på den sikre side, kan du og din ledsager udfylde denne Ledsagerblanket som er lavet af Færdselsstyrelsen. Du finder ledsagerblanketten her.
Krav til ledsageren
- Du skal være mindst 30 år.
- Du skal have et gyldigt kørekort til kategori B (alm. bil) som er udstedt i Danmark.
- Du skal have haft kørekort til kategori B i mindst 10 år.
- Du må ikke have haft frakendt kørekortet de sidste 10 år, hverken betinget eller ubetinget. Klip i kortet har ingen betydning.
- Du skal have dit kørekort med når I kører.
- Du skal til enhver tid kunne kunne køre bilen lovligt. Kan du ikke det er din bøde 3.500 kr. Det betyder blandt andet:
- Du må ikke have en alkohol promille som er over 0,5.
- Du må ikke have indtaget ulovlige stoffer.
- Du må ikke være så træt eller svækket af sygdom så du ikke kan køre bilen forsvarligt.
- Du kan altså ikke benytte den 17 årige om chauffør hvis du ikke selv kan køre bilen lovligt.
- Under kørslen skal du side på det forreste passagersæde
- Du må ikke gribe ind i kørslen ved at tage fat i rattet, trække håndbremsen eller lignende.
- Det er den 17-årige, der er juridisk fører af bilen og dermed har ansvaret for kørslen. Når du fungerer som ledsager for en 17-årig, må I kun køre i Danmark.
Gode råd til forældrene og ledsageren til den unge bilist
- Lad din 17 årige bilist køre bilen så ofte det er muligt. Gerne flere gange om ugen, også selvom det bare er korte ture.
- Du skal være rolig og have tillid til din 17 årige bilist.
- Din rolle er som en blanding af co-driver og coach. Du er ikke en kørelærer – den 17 årige har lært at køre bil.
- Du skal hjælpe den 17 årige med at bevare roen og overblikket over trafikken.
- Du bør i god tid giv råd og vejledning om den nuværende og kommende trafiksituation udfra din erfaring.
- Den unge bilist har lært en kørestil som er sikker og defensiv. Både kørelæreren og den prøvesagkyndige har godkendt den måde den 17-årige kører på. Så selvom den unge bilist kører på en anden måde end du vil gøre, er det vigtigt at du ikke presser på.
Rådet For Sikker Trafik en informationsvideo som det er værd at se
Lovgrundlaget for Kørekort Til 17-årige
På Retsinformation.dk kan du læse Bekendtgørelse om forsøgsordning med udstedelse af kørekort til 17-årige. Her finder du juraen bag ordningen.
Siden er sidst redigeret d. 17. 12. 2016